Press Release - 14.04.2025

Næstformand Michael Halbye er pludseligt gået bort

Det er med sorg, at vi må meddele, at Michael Halbye er gået bort lørdag d. 12. april.

Det er med sorg, at vi må meddele, at Michael Halbye er gået bort lørdag d. 12. april i en skiulykke. Michael Halbye faldt på pisten, blev hurtigt fløjet til hospitalet men gik bort kort derefter som følge af indre blødninger. Familien er i dyb sorg og udbeder sig ro til at bearbejde tabet.

Michael Halbye har været et højt skattet medlem af KIRKBIs bestyrelse siden 2020, og han blev i 2022 valgt som næstformand. I denne rolle har Michael Halbye arbejdet tæt sammen med formand Thomas Kirk Kristiansen og den øvrige bestyrelse samt været en nær, betroet partner for ejerfamilien og selskabets ledelse. 

Thomas Kirk Kristiansen udtaler:

”Det er med stor sorg, at vi modtog beskeden om Michaels pludselige bortgang. Vores tanker og omsorg går til Michaels familie og nære, der nu står overfor at skulle bearbejde et uventet tab af en mand, der i alle livets facetter har efterladt et stort og positivt indtryk på sine omgivelser. Vi vil savne Michael som næstformand men først og fremmest som menneske. Æret være hans minde.”   

Michael Halbye gik bort i en alder af 64 år.